Gustav Lind: Tandlægepionér – Kapitel 3: Tandlægefaget omkring 1900

I Danmark havde tandlægefaget, som Gustav Lind nu havde besluttet at søge ind i, først i slutningen af 1800-tallet fået fodfæste som lægefaglig profession.

Før oprettelsen af Den Kongelige Tandlægehøjskole i København i 1888 var tandpleje et blandet marked, udført og bedrevet af en blandet skare af barberkirurger, tandteknikere og selvlærte behandlere, som tilbød udtrækning af tænder, ofte uden bedøvelse, på torve, i baglokaler eller hjemme hos patienten.

Holland og Tyskland oplevede samme udvikling. Tyskland fik sin første officielle tandlægeeksamen i 1869, men mange praktiserende tandlæger havde ingen akademisk baggrund.

I 1900 var tandlægeuddannelsen i Danmark stadig kort, nemlig kun to år, og primært orienteret mod praktiske indgreb og ikke videnskabelig forskning eller forebyggelse. Først i 1909 blev uddannelsen forlænget til tre år, inspireret af udviklingen i udlandet.

Det tekniske og medicinske niveau satte snævre grænser for, hvad en tandlæge kunne tilbyde.

Den hyppigste behandling var stadig tandudtrækning. Var en tand ramt af caries eller infektion og patienten uden midler til dyr behandling, var tangen den hurtigste og billigste løsning.

Bedøvelse var ingen selvfølge. Kokain, der siden 1884 havde været brugt som lokalbedøvelse, var forbundet med bivirkninger og blev anvendt med forsigtighed. Prokain, også kendt som Novocain, der revolutionerede smertefri behandling, kom først i brug efter 1905 og blev udbredt gradvist.

Hvis en tand blev reddet, skete det ofte med en simpel fyldning. Amalgam og zinkfosfat-cement var standardmaterialer for det store flertal, mens guld blev brugt i de velhavendes munde. Men fyldninger krævede tid, ro og en patient, der kunne udholde proceduren uden moderne smertelindring.

Når hele tandrækker blev fjernet, fremstillede man proteser af vulkanitgummi, ofte med porcelænstænder eller tænder af dyrknogler. Disse “helproteser” blev anset for en livslang løsning, også selv om pasformen sjældent var perfekt.

Der var fremskridt, men de var ujævnt fordelt. Den foddrevne boremaskine, som blev udviklet i 1870’erne, var almindelig omkring år 1900, men elektriske bor var endnu sjældne. Røntgen, opdaget af tyskeren Wilhelm Röntgen i 1895, blev hurtigt et forskningsredskab, men i tandlægepraksis var brug af røntgen i de første årtier af 1900-tallet mest eksperimentel.

Men tandlægefaget var på vej. Visionen var at definere sig selv som en lægelig og videnskabelig profession adskilt fra uuddannede behandlere.

Dansk Tandlægeforening, stiftet i 1873, arbejdede målrettet for at hæve anseelsen og skabe klare krav til uddannelse. I Tyskland var flere regionale foreninger i gang med samme mission, og i Holland begyndte faglige netværk at tage form.

Omkring 1900, hvor Gustav Lind viser sig på scenen, stod tandlægegerningen med andre ord i et vadested.

På den ene side var der traditionen – hurtige udtrækninger, simple fyldninger og håndværksprægede metoder. På den anden side pressede nye teknikker, materialer og lægevidenskabelige indsigter sig på.

Det var ind i dette felt – hvor tangen stadig var vigtigere end tandbørsten, men hvor forebyggelse og konserverende behandling så småt vandt frem – at Gustav Lind trådte som ung studerende. Hans karriere skulle komme til at spejle denne overgang fra simpelt håndværk til specialiseret, videnskabelig praksis.