Gustav Lind: Tandlægepionér – Kapitel 2: Tandsundhed omkring 1900

Da Gustav Lind i begyndelsen af 1900-tallet gik ind i tandlægefaget, var det ind i en verden, hvor tandsundhed for de fleste mennesker var en uopnåelig luksus.

I hovedstadens og provinsbyernes arbejderkvarterer, på gårde på landet såvel som i de friserede hovedgader i velstående købstæder var dårlige tænder et livsvilkår og lige så almindeligt som forkølelser i dag er om vinteren.

De grundlæggende årsager var både sociale, kostmæssige og tekniske.

Industrialiseret sukkerproduktion med roer som råvare havde gjort sukker til noget, der var til at købe for småpenge. Sukker fandtes nu i alle husholdninger og i rigelige mængder over hele Mellem- og nordeuropa.

Det hvide stof fandt vej til te og kaffe, til hjemmebagte kager og til det daglige brød, som nu oftere end før var fint, hvidt og blødt og uden grove fibre, der krævede tyggearbejde.

Samtidig var frugt og friske grøntsager stadig sæsonvarer, som de fleste måtte undvære om vinteren.

I kolde og mørke måneder levede størstedelen af befolkningen af stivelsesrig kost som mel og brød, saltet kød og fedt og fik ikke de nødvendige vitaminer, der styrker tænder og tandkød.

Mundhygiejne var yderligere, hvad der forværrede tandtilstanden, et næsten ukendt begreb i de brede lag.

Den moderne tandbørste fandtes, men var forbeholdt de velstillede. I arbejderhjem brugte man måske en tandstikker eller gnubbede tænderne med kulpulver eller aske. Det var metoder, der sled lige så meget på tændernes emalje, som de rensede.

Resultatet var, at caries – også kendt som “huller i tænderne” – var udbredt hos de fleste allerede i barndommen.

Paradentose – dengang kendt som “løse tænder” – sendte voksne til tandlægen med smerter, hævelser og infektioner.

For mange endte et besøg hos tandlægen med, at de fik trukket en eller flere tænder ud. Tandudtrækning var hurtig, billig og krævede ikke avanceret teknisk udstyr, som kun de færreste tandlæger rådede over. 

De statistiske oplysninger fra tiden er sparsomme, men samtidige fagfolk beskrev et samfund, hvor mere end halvdelen af alle personer over 40 år var komplet uden tænder. I arbejderklassen kunne andelen af tandløse være 60–80 procent.

Det var heller ikke usædvanligt, at unge kvinder i 20’erne fik trukket alle tænder ud før deres bryllup og fik kunstige tænder (proteser) som en slags medgift. Det blev set for en fornuftig investering og for nogle endda et statussymbol. Kunstige tænder, der mere eller mindre lignede rigtige, tænder, lavet af porcelæn og gummi var bedre at vise frem end en tom, tandløs mund.

Forskellene mellem samfundslag var markante, ikke mindst hvad angår tandhygiejne og tandbehandling. I de højere kredse gjorde man forsøg på at bevare tænderne med fyldninger af amalgam eller guld eller med broer og kroner. Men behandling var dyr og tidskrævende, og selv blandt de velstående var fulde proteser almindelige.