Gustav Lind: Tandlægepionér – Kapitel 4: Gustav går tandlægevejen

Efter at være kommet sig over sin sygdom og efter at have færdiggjort og udgivet sit store stamtavleværk om flere generationer af slægten Lind stod unge Gustav i efteråret 1905 ved et vejkryds: Hvad skulle han med sit liv?

Valget faldt, overraskende for mange, på tandlægefaget. Gennem venskab med en jævnaldrende kammerat, hvis far var tandlæge, havde Gustav fået et lille indblik i faget. Tydeligt var, at det ikke var en prestigefyldt profession, snarere tværtimod. Måske var det netop det, at møde udfordringerne i et fag i opbrud, som tiltalte ham.

Før Gustav kunne begynde på Tandlægehøjskolen i København, måtte han i praktik og lære det tekniske håndværk. Valget faldt på tandlæge G. Sprechler i Kolding, og samtidig krævedes supplerende eksamen i latin og kemi. Det klarede Gustav i løbet af vinteren 1905–06, og efter sommeren rejste han til hovedstaden for at begynde på landets eneste tandlægehøjskole.

I København lejede han sig ind hos en frøken Petersen på Lykkesholms Allé 3C med husleje, fuld forplejning, lys og varme for 55 kroner om måneden.

For en ung mand fra Kolding var det en ny verden, men også begyndelsen på en uddannelse, der hurtigt skulle vise sig at have sine begrænsninger.

Tandlægehøjskolen, oprettet blot 18 år tidligere, var præget af utidssvarende undervisning. Uddannelsen var tilrettelagt som et toårigt håndværkskursus, og mange lærere manglede faglig viden.

Kun enkelte fagpersoner trak faget i en ny retning. Én af dem var tandlæge Chr. Holst, som var en dansk pioner inden for konserverende tandbehandling, som var et nyt indsatsområde i tandlægefaget, der gik ud på at bevare tænder fremfor at fjerne dem. Hos Holst fik Gustav mulighed for at arbejde praktisk med tandfyldninger, ofte på patienter, der velvilligt lagde mund til den unge studerendes øvelser.

Men Gustav ville mere. Han ville lære af de bedste. I Bredgade havde tandlæge Viggo Andresen en højt estimeret klinik med patienter fra kongehuset, adelens kredse og ledere inden for handel og industri.  Gustav tog sit bedste tøj på og henvendte sig personligt på tandlæge Andresens klinik. 

Denne var imidlertid brutal i sin afvisning af den håbefulde, unge ansøger:

“De må være skruptosset. Tror De, jeg har tid til at have en ung mand som Dem gående her og snuse?”

To dage senere kom dog et telegram til Gustav: “Kom snarest muligt. Andresen.”

Den højt ansete tandlæge havde forhørt sig på Tandlægehøjskolen om den unge studerende, kun hørt godt om Gustav og besluttede at give ham en chance.

Da Gustav kom til klinikken for anden gang, og nu meget velkommen, spurgte tandlæge Andresen:

“Hvornår kan De begynde?”

– “Straks,” lød svaret.

Jakken røg af, kitlen kom på, og Gustav var i gang.

Hos Andresen fik Gustav faglig viden og inspiration, som Tandlægehøjskolen ikke kunne tilbyde. Han blev ikke bare undervist, men blev inddraget som partner i eksperimenter, laboratoriearbejde og komplekse behandlinger.

De to – den ældre erfarne og den unge nybegynder i faget – arbejdede sammen fra tidlig morgen til sen aften, på søndage dog først fra formiddag klokken ti.

Andresen blev en mentor, en ven og en beskytter for Gustav, og relationen til den ansete tandlæge skulle få afgørende betydning for hans fremtid.

Da Gustav i 1908 bestod sin tandlægeeksamen med førstekarakter, tilbød Andresen ham en assistentstilling til 175 kroner om måneden, hvilket var en høj løn. Gustavc tog imod tilbuddet. Men allerede efter få måneder erklærede tandlægen:

“Jeg kan ikke lære Dem mere. Se at komme ud i Europa et års tid – og derefter til USA! Så kan De komme tilbage og overtage min praksis.”

Tandlæge Andresen kendte en hollandsk kollega, tandlæge E. Stark i Amsterdam, som søgte en vikar.

Hvornår kan De rejse?” spurgte Andresen.

“I aften,” svarede Gustav.

To timer senere bekræftedes aftalen med et telegram.

På vej sydpå måtte Gustav gøre holdt i Kolding for at få udstedt pas på politistationen. Det var en formalitet, der blev ordnet uden at forsinke rejsen.

Så 3. november 1908 kunne Gustav, 22 år gammel og nyuddannet dansk tandlæge, træde ind i E. Starks klinik i Amsterdam.

Klinikken var stor og travl med op til 60–70 patienter dagligt, og Gustav gjorde et så godt indtryk, at han fra start fik frie hænder. Alt skulle fornyes, lød budskabet til Gustav, som fik seks uger til at nyindrette klinikken efter eget hoved.

Kort efter stod den unge dansker også som foredragsholder for Amsterdams kreds af tandlæger og præsenterede faglige resultater fra laboratorieforsøgene med dr. Andresen i København.

Fra en beskeden studenterbolig i København var Gustav nu rykket op i selskab med den hollandske storbys ældste og mest erfarne tandlæger, hvor han til faglige sammenkomster sad til højbords, og hvor middagen blev serveret af hvidhandskede tjenere.

Det var et socialt spring af de sjældne, men Gustav var ikke overdrevent imponeret. Han ville videre. Tandlæge Andresens ord – fra mentoren selv – om USA klingede i Gustavs ører og blev en rettesnor, som han fulgte.

Selv da tandlæge Stark i Amsterdam fremsatte tilbud om dobbelt løn og mulighed for at blive partner, sagde Gustav venligt, men bestemt, nej tak.  Næste stop skulle være Amerika.