Gustav Lind: Kapitel 1: Bondedreng

En vintermorgen sidst i 1880’erne stod en lille dreng ved vinduet i stuehuset på gården Mejersminde. Sneen lå i driver ned mod Kolding Fjord. Han havde også udsigt til Kolding by. Fra vinduet kunne han se, hvordan byens tage dampede under den lave vintersol. Inde i stuen læste drengens far højt af Holberg, mens moderen stoppede sokker ved kakkelovnen.

Drengens navn var Gustav Johannes Lind. Han var den yngste af tre brødre. Uden at nogen dengang kunne ane det, var dette barndomshjem ved at forme, hvad der skulle blive en verdensberømt tandlæge og pioner inden for udvikling af tandlægefaget, senere grundlægger af en frugtplantage med 12.000 træer i Strandhuse og sluttelig – med sin vidtrækkende indflydelse og sin store formue – mæcenen, der gjorde etableringen af kunstmuseet Trapholt mulig.

Gustavs barndomshjem Mejersminde var placeret lidt nord for Kolding by på stedet, hvor Gl. Kongevej i dag krydser Odinsvej og Heimdalsvej.

Det var en udflyttergård fra Bramdrup, købt i 1875 af Gustavs far, gårdejer Johannes Hansen Lind.

Udsigten fra ejendommen var betagende. Markerne faldt mod byen, og længere ude sås den smukke Kolding Fjord.

Fader Johannes var ingen almindelig bonde, men en belæst, kultiveret mand med sans for menneskelig moral, æstetik og teknologiske fremskridt.

På Mejersminde drev han landbrug med usædvanlig omhu. Køerne blev dyrlægekontrolleret, og mælken var af så høj kvalitet, at den allerede i 1880’erne kunne sælges som “børnemælk”, hvilket var et kvalitetsmærke, der gav højere pris.

Faderen elskede historie og litteratur, og aftenerne bød ofte på højtlæsning for hele familien. Her lærte Gustav, at verden var større end markerne omkring Kolding.

I 1893, hvor Gustav var syv år, begyndte han i Bramdrup Skole hos lærer Eriksen, som var en for sin tid moderne pædagog, der undgik fysisk afstraffelse. Lærer Eriksen så hurtigt Gustavs potentiale og overtalte forældrene til at lade drengen læse videre.

Således begyndte Gustav i 1897 på Kolding Latinskole, blot 11 år gammel.

I skolen var Gustav kvik, men ikke altid lige godt forberedt. Som han senere selv sagde, så havde han “aldrig behøvet særlig lang tid til at blive orienteret om et stof” – og han fandt derfor ikke grund til at bruge mange timer på lektier.

Alligevel klarede han sig flot og forlod latinskolen som tredjebedst ud af 15 elever. Det skete med præliminæreksamen i 1902.

Gymnasiet, som dengang havde fokus på humaniora og klassiske sprog, fristede ham ikke. Gustav så mere sin fremtid inden for det praktiske liv.

Forældrene lod ham selv bestemme. Han valgte boghandlerfaget og kom 1. august 1902 i lære hos boghandler S. Grandjean Sørensen i Adelgade 8 i Kolding.

Gustav var nu 16 år og skulle ud at stå på egne ben.

Arbejdsdagen begyndte klokken syv om morgenen og sluttede først ved ni-ti-tiden om aftenen, afbrudt af en halv times middagspause. Han boede hos boghandleren og delte værelse med boghandlens førstemand.

Boghandlertiden lærte ham orden, nøjagtighed og at få ting gjort uden udsættelse. Efter blot et år overtog Gustav ansvar for både butik og pengekasse, når chefen var væk, og snart var han også på farten som handelsrejsende med boghandlens prøvekollektion af bøger.

Så, midt i travlheden, ramte katastrofen. Den 4. august 1904 blev Gustav pludselig så syg, at han ikke kunne stå op. Hovedpine, lammelser i benene og feber helt op til 42 grader satte ham ud af spillet.

Den tilkaldte familielæge kunne ikke komme på nogen forklaring. Gustav blev bragt hjem til Mejersminde og lagt i seng. Her lå han i flere uger. Efter nogen tid kunne han med besvær rejse sig, men benene ville ikke bære.

Gustavs far indså, hvor alvorligt problemet var, men nægtede at give op. Med en bror på hver side af Gustav, der kæmpede for at stå, gik fader Johannes bagved og skubbede sønnens ben frem med sin stok, ét ben ad gangen. Dette gik for sig dag efter dag.

Ingen længe kunne Gustav selv begynde at tage få, snublende skridt. Til sidst opnåede han så store fremskridt, at han kunne gå ved hjælp af to stokke, men egentlig rask og helbredt var han stadig ikke.

Faderens jagt på en redning ud af Gustavs lammelse fortsatte. I København opsøgtes professor Slomann, som var hele Danmarks på den tid fremtrædende speciallæge. Først forstod heller ikke han sygdommen, men efter at have erfaret om lignende tilfælde i Sverige, kunne lægen stille diagnosen. Den var børnelammelse, også kendt som polio, som var en sygdom, der på tidspunktet endnu var ukendt i Danmark.

“Det har for mig været en overordentlig tvivlsom ære at være den første patient i Danmark, hos hvem denne sygdom med videnskabelig sikkerhed er blevet diagnosticeret,” skrev Gustav Lind senere.

Speciallæge Slomanns råd var at holde Gustav i fuldstændig ro. Gustav og familien gik i vente- og håbeposition. Ventetid skulle dog, helt i familiens ånd, ikke være spildt tid. Teenageren Gustav blev sat til at skrive familiens slægtshistorie, hvilket førte til et værk på flere hundrede sider. Året efter, som 19-årig, kunne Gustav udgive sin første bog.

Efter måneder uden bedring begyndte tvivlen at komme: Var komplet ro mon også den rigtige opskrift på helbredelse? Både far og søn begyndte at hælde mere til den teori, at vejen frem var metodisk træning af de lammede muskler.

“Mit eget argument for at trodse lægestanden var, at det til syvende og sidst var min sundhed, min fremtid, det drejede sig om,” skrev Gustav Lind langt senere.

I en alder af 18 indledte han et selvopfundet genoptræningsprogram. Resultaterne kom gradvist, og efter to års intensiv indsats havde Gustav overvundet børnelammelsen.  Lægevidenskaben måtte siden indrømme, at aktiv træning – ikke passiv ro – er den korrekte behandling af polio.

Oplevelsen med at blive ramt af en lammende sygdom ændrede Gustav for altid. Han var af natur målrettet og fokuseret på at overvinde de udfordringer, som livet måtte bringe. Nu blev hans vilje endnu mere stålsat. Ting, der kunne gøres i dag, skulle ikke udsættes til i morgen. Hvis en opgave viste sig, kunne den altid løses. Hvis en mulighed i livet dukkede op, skulle den tages.

Konkret vidste han nu, at han, at hans fremtid ikke lå i et fysisk krævende boghandlerliv, hvor han skulle være på benene fra tidlig morgen til sen aften og ofte være på strabadserende rejser med bogsalg.

Hvad livet skulle bringe, var endnu uvist, men beslutningen om, at han selv både ville og kunne forme sin egen fremtid var, var truffet.

Gustavs mor så gerne sønnen som præst, mens faderen tænkte i retning af bankmand. En onkel foreslog apoteker.

Men afgørende blev – som i alle tilfælde, hvor der skulle træffes livsændrende beslutninger i en begivenhedsrig tilværelse – hvad Gustav selv mente.