Gustav Lind: Museumsstifter – Kapitel 14: Museumsstifter

Gustav Lind kaldte sig selv for “æblebonde”.

Efter hjemkomsten fra Holland havde han lagt al sin energi i Trappergårdens plantage, hvor tusinder af æbletræer stod som vidner om hans livs anden karriere.

Men i 1964 satte sygdom en brat stopper for hans virke.

Gigten, som plagede ham i alderdommen, trak spor tilbage til hans ungdoms børnelammelse, og snart måtte han støtte sig tungt til stok for overhovedet at bevæge sig rundt i haven.

Plantagen begyndte langsomt at sygne hen. Store arealer blev ikke længere dyrket, pg redskaber og maskiner stod og rustede i laderne.

Kun Trapholts store have – tegnet af C. Th. Sørensen – blev fortsat passet.

I 1960’erne solgte Lind-parret den østlige del af jorden, hvor Trapholtparken senere blev anlagt med sine store villaer ud til fjorden.

For Gustav og Helene, som var barnløse, rejste spørgsmålet sig: Hvad skulle der ske med Trapholt, når de en dag ikke selv kunne bo der?

Løsningen blev Trapholtfonden, som de stiftede i 1972.

Ved gavebreve overdrog de 23 tønder land til Kolding Kommune, der fik mulighed for at udstykke området til villaer mod at støtte driften af et kommende museum.

Resten af ejendommen – fem tønder land med hovedhus, avlsgård og have – blev reserveret til museet.

“Det er en stor tilfredsstillelse nu at vide, at hele denne dejlige ejendom vil være fredet i al tid fremover, og at den, når vi begge er borte, vil være ramme om et smukt beliggende kunstmuseum til glæde for de kommende, kunstelskende generationer,” skrev Gustav Lind senere.

Men selv om beslutningen var truffet i 1972, trak realiseringen ud.

Lind, der havde været vant til at handle hurtigt og effektivt, forstod ikke kommunens og kunstforeningens tøven.

Først i 1981 blev den selvejende institution Kunstmuseet Trapholt officielt oprettet.

Og først i 1986 begyndte byggeriet af den nye museumsbygning, tegnet af arkitekterne Bente Aude og Boje Lundgaard.

Da dørene endelig blev åbnet den 2. juni 1988, var både Gustav og Helene borte.

Hun døde i 1980, han fire år senere, den 20. juni 1984 – 97 år gammel.

Ingen af dem nåede at opleve deres drøm blive til virkelighed.