Gustav Lind: Frugtavler – Kapitel 13: Barnløs mæcen

Gustav og Helene Lind var barnløse.

De havde i løbet af et langt liv opbygget en formue, et hjem og en ejendom, der ragede op over Kolding Fjord som et monument over deres livsværk.

Spørgsmålet var uundgåeligt: hvad skulle der ske med Trapholt, når de en dag ikke længere var mere?

Fra tandlægepalads til statsministerresidens

I sit professionelle virke havde Gustav Lind kendt magtens mænd – i Amsterdam havde hans klinik behandlet både fyrstelige personer, diplomater og industriledere. Han var vant til at færdes i de kredse, hvor beslutninger blev taget. Det var derfor ikke ulogisk, at han i sine planer for Trapholts fremtid sigtede mod det højeste: at tilbyde ejendommen som sommerbolig for Danmarks statsminister.

De første spor finder vi i erindringerne fra overgartner Holger Degnbol, som i tre årtier havde haft det daglige ansvar for plantagen. Han beretter, hvordan Lind en dag bad om at få chaufføren gjort klar – i uniform – for at køre til Fyn, hvor den daværende statsminister Erik Eriksen havde sin gård. Lind ønskede at præsentere ham for tilbuddet: Trapholt kunne stå til rådighed som officiel sommerresidens for den til enhver tid siddende statsminister.

Eriksen viste interesse, men takkede nej. “Man ville ikke have nogen forpligtelser over for frugtplantagen,” som Degnbol kort konstaterede.

Et nyt forsøg – denne gang med H. C. Hansen

Nogle år senere prøvede Lind igen. Denne gang var det statsminister H. C. Hansen, som fra 1955 til 1960 stod i spidsen for landet. Gustav og Helene inviterede statsministerfruen, Gerda H. C. Hansen, til ophold på Trapholt i sommeren 1959. Hun takkede siden varmt i et brev:

“Kære dr. Lind og frue. På min mands vegne takker jeg Dem hjerteligt for Deres venlige brev og for den dejlige guldmost, De har sendt til hospitalet. Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at sige tak for opholdet hos Dem i sommer.”

Brevet er dateret 8. januar 1960, få uger før H. C. Hansen døde af kræft på Finsens Hospital, kun 53 år gammel. Statsministerens død satte en brat stopper for Lind-parrets håb. Tilbuddet om Trapholt som statsministerbolig blev heller ikke denne gang accepteret.

Marienborg vinder

I stedet blev det en anden formuende, barnløs dansker, højesteretssagfører og kunstsamler C. L. David, som skrev sig ind i historien. Han testamenterede sin ejendom Marienborg ved Bagsværd Sø til staten, og i 1962 blev det officielt statsministerens sommerresidens.

Dermed tabte Trapholt i konkurrencen om at blive centrum for den politiske magts sommerliv. Historien kunne have set ganske anderledes ud: i dag kunne amerikanske udenrigsministre og statsledere være blevet modtaget ved Kolding Fjord i stedet for i Nordsjælland.

En plan B – æresbolig for videnskab og kunst

Lind var dog ikke en mand, der lod sig slå ud. I 1963 trådte han offentligt frem med en ny idé. I et interview til Jydske Tidende lancerede han tanken om at gøre Trapholt til æresbolig for en fremtrædende dansk kunstner eller videnskabsmand.

Med forbilleder som Carlsbergs æresbolig, hvor Niels Bohr havde levet og arbejdet, og Lundehaven ved Helsingør, hvor rigsantikvar Johannes Brøndsted havde boet, ønskede Lind at skabe en bolig, der kunne give ro, inspiration og værdighed til et menneske i videnskabens eller kunstens tjeneste.

Trapholt med sine 36 tønder land, bindingsværksgård og statelige hovedbygning kunne, mente han, blive et kraftcenter for åndslivet. Heller ikke denne plan blev realiseret.

Et museum på afbud

I stedet blev det Trapholtfonden, som i 1980’erne overtog ejendommen, og som i 1988 åbnede museet for moderne kunst, møbelhåndværk og design. Ironisk nok blev Trapholt alligevel et sted, hvor kunstnere og videnskabsmænd finder rum til udfoldelse – blot i en anden form, som offentligt tilgængeligt museum med mere end 100.000 gæster årligt.

Set i det lys blev Gustav Linds drøm om at gøre Trapholt til en del af nationens åndelige infrastruktur alligevel opfyldt, om end på en anden måde, end han selv havde forestillet sig.